20,5 millioner til målinger af drivhusgasser

fredag 13 maj 16

Kontakt

Kim Pilegaard
Professor Emeritus
DTU Sustain
40 25 68 39

Dansk Roadmap for Forskningsinfrastruktur 2015

I december 2015 udgav Uddannelses- og Forskningsministeriet Dansk Roadmap for Forskningsinfrastruktur 2015, som er et katalog med 22 prioriterede forslag til nye nationale forskningsinfrastrukturer.

Uddannelses- og forskningsministeren udmønter årligt Puljen til Forskningsinfrastruktur på finansloven. Der er i alt afsat godt 420 millioner kroner i 2015-2019 i Puljen til Forskningsinfrastruktur.

Roadmappens katalog udgør grundlaget for udmøntningen af Puljen til Forskningsinfrastruktur i perioden 2015-2020.

Læs mere om ICOS/DK samt de 20 andre forslag til nye nationale forskningsinfrastrukturer i Dansk Roadmap for Forskningsinfrastruktur 2015 (pdf)

 

Uddannelses og forskningsministeren har bevilget 20,5 millioner til at opsætte målestationer i Danmark og Grønland, som giver bedre mulighed for at dokumentere landenes udledninger af drivhusgasser

Som en del af regeringens pulje til forskningsinfrastruktur, der handler om at give danske forskere adgang til moderne laboratorier og det nyeste og mest avancerede forskningsudstyr, uddeler uddannelses- og forskningsministeriet i dag to bevillinger til infrastrukturprojekter. Det skriver ministeriet i en pressemeddelelse.

Projektet ICOS/DK som etableres i samarbejde mellem DTU, Københavns Universitet, Roskilde Universitet og Aarhus Universitet skal gøre os klogere på udledningen af drivhusgasser i Danmark og Grønland og støttes med 20,5 millioner kroner.

De klimaforandringer vi er vidne til forårsages af de stigende koncentrationer af drivhusgasser i atmosfæren. Disse kommer især fra menneskeskabte emissioner, der griber ind i de naturlige kredsløb af kuldioxid (CO2), metan (CH4) og lattergas (N2O). For eksempel er indholdet af CO2 i atmosfæren steget med 30 % siden den industrielle revolution, og koncentrationen af metan tredoblet i samme periode. Faktisk skal vi 25 millioner år tilbage for at finde højere koncentrationer af CO2 og metan i atmosfæren, end vi har lige nu.

 

”Bevillingen betyder, at vi nu får mulighed for at opsætte målestationer til drivhusgasser i både Danmark og Grønland. Det vil give os mulighed for bedre at dokumentere den samlede danske og grønlandske påvirkning af klimaet, og en meget bedre forståelse af klimaforandringernes effekter på økosystemet,” siger professor Kim Pilegaard fra DTU Miljø.

ICOS/DK består af et netværk af målestationer i Danmark og Grønland der skal måle koncentrationer af drivhusgasser i atmosfæren og deres udveksling med økosystemerne. Målestationerne vil blive sat op ved typiske danske og grønlandske økosystemer, som f.eks. landbrugsarealer, enge, skove og tundra.

 

Målestationerne vil samtidig være et dansk bidrag til det europæiske ICOS RI, der forbinder lignende målestationer, som allerede er etableret i andre europæiske lande, og bl.a. sikrer at målinger på tværs af landegrænser vil være sammenlignelige, og at data bliver delt på tværs af forskningsmiljøer.

 

”Fordi udledningen af drivhusgasser først og sidst er et globalt anliggende glæder det mig, at vi samtidig får adgang til data fra andre europæiske målestationer. Det vil sikre Danmarks deltagelse i et meget stort netværk af forskere og styrke vores muligheder for at deltage i projekter både i Europa og globalt. Og på den måde kan vi sikre, at Danmark fortsat er i verdensklasse når det kommer til forskning i måling og modellering af drivhusgasser,” siger Kim Pilegaard, og tilføjer, at det internationale netværk derudover giver gode muligheder for danske virksomheder, der for eksempel udvikler og markedsfører måleinstrumenter.

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.